Tak for at du kigger forbi! Skal vi være pennevenner?
Meld dig til mit nyhedsbrev, så sender jeg dig en hilsen ca. en gang om måneden:)

Favner dine mål dine mål?
Er der stadig liv i dine nytårsforsæt, eller er det tid til en saltvandsindsprøjtning og et kærligt spark motivation? Så er det måske fordi, dine nytårsforsæt ikke er attraktive nok.
Selvom vi endnu ikke er 10 procent gennem året, så er der formentligt mere end 90 procent af nytårsforsættene, som ligger og lider på kirkegårdene rundt omkring.
Det får nogle til at undgå nytårsforsæt. Nogle til at anse nytårsforsæt for at være tåbelige.
Men definerede mål giver fokus og retning til din udvikling. Så du ikke bare følger med strømmen eller lader dig distrahere af det næste uundværelige tilbud i en Facebook-annonce, en e-mail-kampagne eller en banner-reklame med et nyt smart IT-system, der lover både overblik og effektivisering.
Personlig er jeg stor fan af at sætte mål. Jeg sætter mig masser af dem. Og hvis du gerne vil have en retning på din egen udvikling - personligt, fagligt eller professionelt - så anbefaler jeg, at du også sætter nogle mål.
Sæt dig (også) nemme, sjove og attraktive mål
Men når du tænker på nytårsforsæt, tænker du så automatisk på noget, der er svært, krævende og hårdt at komme igennem? Som for eksempel en transformationen fra sofakartoffel til topatlet?
Jeg oplever, at alt for mange kun sætter sig krævende, hårde og svære mål.
Og det er dumt.
Ja, undskyld mit ligefremme sprog, men det er det altså.
Hvis du de seneste 10 år ikke har haft tid til at lette bagdelen fra kontorstolen, så er et mål om at gennemføre et maraton i 2021 hård kost. Endnu mere udtalt bliver det, hvis du aldrig har haft stor glæde ved at løbe.
Eller hvis du hader at sælge, men alligevel beslutter dig for, at du vil ringe iskold canvas-salg til 10 nye kunder hver uge.
Mit gæt er, at det ikke engang i den første uge af januar var attraktivt at gå i gang med den indsats.
Giv akut førstehjælp til dine nytårsforsæt og gør 2021 til noget ganske særligt
Hvad nu, hvis du i stedet for sætter dig attraktive mål - mål om noget, du virkeligt gerne vil? Som eksempelvis: "Jeg vil passe godt på mig selv i 2021 og give min krop det, den har brug for, for at være stærk og energisk". Eller "Jeg vil gøre det nemmere for nye kunder at finde min virksomhed og forstå hvor meget godt, jeg kan gøre for dem".
Sæt dig mål, der taler til din fornuft, dit hjerte og din energi. Mål der giver dig lyst til livet og motivation til arbejdet.
Når du har defineret et attraktivt mål, kan du efterfølgende spørge dig selv, HVORDAN du vil opnå det, og dermed lægge en strategi for din indsats.
Læs evt. mere om det i blogindlægget "Sådan når du dine mål i 2021".
Jeg sætter mig mindst ét mål inden for hver af disse kategorier:
- Ting jeg skal
- Ting jeg bør
- Ting jeg vil og
- Ting jeg har lyst til
Og jeg sætter mine personlige, faglige og professionelle mål op i én stor pærevælling - hvilket jeg er sikker på, at mange iværksættere og selvstændige kan relatere sig til, for som Morten Albæk siger, så har vi kun ét liv.
Mine personlige mål handler i år blandt andet om, at jeg vil huske at holde fri, når jeg holder fri - og at jeg vil have mindst én fridag hver uge. Og de professionelle mål handler om, at jeg vil strukturere og vedligeholde min digitale kommunikation, fordi jeg ønsker at gøre noget mere ud af de relationer, jeg er så glad for.
Det forpligter at have verdens bedste kunder - og så kan det da ikke passe, at jeg kun er i kontakt med dem, når de henvender sig til mig. Næææ .... i 2021 vil jeg gøre mig umage for også at give noget den anden vej.
Og se bare, jeg er stadig godt i gang:)