Tak for at du kigger forbi! Skal vi være pennevenner?
Meld dig til mit nyhedsbrev, så sender jeg dig en hilsen ca. en gang om måneden:)

Har du tid til at være kreativ?
Har du hørt historien om, hvordan et af Beatles helt store hits blev til? Ellers kommer den her: Det var i 1963. En morgen var den der "bare".
Paul McCartney vågnede af en drøm med melodien til sangen Yesterday i sit hoved. Altså Yesterday, der ligger på fjerdepladsen over Beatles' mest populære hits.
Ca. halvandet år senere sidder han i en bil 4-5 timer på vej fra lufthavnen i Lisabon og skriver teksten på en brun papirspose. Pludselig var den der "bare".
Er det et kreativt mirakel, eller hvad?
Så hurtigt og nemt det dog kom til ham. Så mange varme anmeldelser og kolde kontanter det må have givet til ham og bandet.
Og nu kan alle vi andre bilde os selv ind, at kreativiteten på den måde "bare" kommer til os. Hvis vi venter og venter.
Men dette er bare en god historie. Virkeligheden er som altid kompleks, nuanceret, bøvlet.
Også her er det indsatsen, som skaber resultaterne.
Fokus skal derfor flyttes væk fra det korte øjeblik, hvor melodien og teksten blev fanget i hans bevidsthed og nedfældet på papiret til alt det, der lå forud og rundt omkring.
Hvis du gerne vil plukke kreative frugter, skal fokus væk fra det ene øjeblik, hvor æblet plukkes af træet, og over til det arbejde, der ligger forud med at udvælge det rette frø, få det til at spire i en plantekasse. Til årene der kommer efter med at pleje og gøde træet. Til de mange gange, du ligger på alle fire og fjerner ukrudt eller løber frem og tilbage med en vandkande for at sikre, at dit træ får alt, hvad det skal bruge, for at kunne vokse sig stor og stærk. Fokus skal over på den heldige sommer, hvor humlebien bestøver blomsten, hvor solens stråler er gavmilde og giver æblet den flotte røde farve og søde smag. Og du skal også sende en kærlig tanke til både ormen og solsorten, som vælger at spise af nogle andre æbler end lige præcis dette ene flotte æble, du nu kan nyde.
Nu kan du tage kernerne ud og plante endnu et kreativt træ, hvis du orker alt arbejdet en gang til i håbet om, at du igen en dag vil stå med et lækkert, sprødt æble i dine hænder. Men uanset hvad vil de kreative frugter altid være et resultatet af din indsats og en smule held og solskin.
Bruger du tiden kreativt, får du kreative frugter
Hemmeligheden bag Paul McCartneys kæmpehit og kreativitet ligger nemlig ikke gemt i, at han sover eller kører i bil på vej væk fra lufthavne. Den ligger gemt i al den tid, han i øvrigt brugte på at lære at spille instrumenter, oparbejdet en sans for musik, komponere melodier, lære noder, skrive tekster, lytte til andre, lege med forskellige virkemidler, fremføre for publikum og lytte til både kritik og rosende ord.
For det er sådan det er at leve af sin kreativitet. Du skal sætte tid af til at:
- Træne og forfine din "håndværk" - dine teknikker og udtryk
- Opsøge inspiration
- Udvikle ideer
- Bearbejde og afprøve udformning
- Gentage og forfine den enkelte kreation
- Fremføre eller udgive den endelige produktion
- Bruge reaktioner fra omverden til at blive bedre og udvikle mere
- Gentag det hele igen og igen og igen ...
Bruger du alle dine vågne timer på denne måde, er du ikke garanteret et kreativt hit, men du sikrer, at du har kompetencerne til at gribe en idé og give den en chance. Tænk nu, hvis Paul McCartney ikke havde kunnet skrive noder eller spille på et instrument - havde han så kunnet fastholde ideen i de ca. 18 måneder, der gik, inden han knækkede koden til teksten?
Eller forestil dig, at han skulle registrere timer, dokumentere fremdrift og forsvare produktionstiden for sin chef. Havde han så fået lov til at arbejde vedholdende med sangen, når han efter 14 måneder fortsat ikke havde vist, at han kunne knække koden og levere en færdig løsning?
Den mængden af tid, du bruger på at være kreativ, der gør den største forskel i forhold til kvaliteten, pålideligheden og udviklingen af din kreativitet.
Det gode ved den betragtning er, at du kan tage kontrollen og beslutte dig for, hvor kreativ du vil være. Meget kreativitet kræver lang tid, men kan også nøjes med mindre tid, hvis dine ambitioner ikke er så store.
Men tør du bruge tiden? Eller bliver du bange for, at du spilder tiden, fordi du allerede nu ikke tror på dig selv? Min personlige holdning er, at kreativitet giver meget igen, at tid brugt konstruktivt og kreativt aldrig er spildt, for processen med udvikling og udforming er for mig et mål i sig selv. Også selv om dette lille blogindlæg nu har taget mig 4 timer at skrive:)
God kreativ arbejdslyst!