Tak for at du kigger forbi! Skal vi være pennevenner?
Meld dig til mit nyhedsbrev, så sender jeg dig en hilsen ca. en gang om måneden:)

Taknemmelighed åbner døren til din kreativitet
Ahhh - der er ferie forude. Er det ikke dejligt? Tid til at tegne, skrive sjove digte, bygge sandslotte, tage billeder, lytte til musik. Mulighederne er næsten uendelige! Og vi skal huske at fejre det hele. Det sjove regnvejr. At solen på trods af bygerne skinner længe nok til, at vi har brug for solcreme. Den nye delle, der er skabt af rosévin og softice.
Er du taknemlig for dine muligheder? Og sætter du pris på dét, du har i dit liv? Fejrer du dine ideer - også de dårlige? Som for eksempel at gå på slankekur på feriens første dag. Når du er taknemmelig for livet og glad for dine sjove indfald, giver du dig selv gode forudsætninger for at udleve din kreativitet. Et lyst og positivt sind har generelt nemmere ved at se muligheder og få ideer - og have modet til at handle på dem. Falder det dig ikke nemt fra naturens side, får du her lidt viden om, hvorfor taknemlighed nærer din kreativitet, og hvordan du kan komme i gang med de glade tanker. Du kan sagtens gå i gang, mens du holder sommerferie - måske vil dine omgivelser endda glædes samme med dig.
Sig tak for det, du gerne vil have mere af
Alt for mange mennesker venter på den ene geniale idé, som de drømmer om at kunne skabe et liv ud fra. Men vejen til de geniale ideer er brolagt med mange ideer. Selv dårlige ideer er et skridt på vejen mod de geniale ideer. Historien viser os, at mennesker som lever af deres ideer, opfindelser, skaberkraft og kreativitet, ikke fik (eller får) én idé. Succeserne bygger på hundredvis af ideer.
Teknikken til at få mange ideer er at blive glad og taknemlig for alle de idéer, du får. Også selvom du måske ikke lige kan bruge dem til noget. Når du vælger at fejre dine ideer og indfald, giver du din hjerne en lille belønning, og så vil den fortsætte med den aktivitet, du belønner den for. I dette tilfælde at poppe ideer.
Vær lavpraktisk - du behøver ikke at invitere gæster og lave stor middag hver gang du får en idé, for at du kan mærke belønningen. Du kommer langt ved at give dig selv en mental high five og en "yes!!"-attitude. Notér evt. din idé i en notesbog eller på en post it, så du kan glædes over den længere.
Skælder du ud på dig selv, over at ideerne ikke er flere, bedre, sjovere, mere indbringende eller nyskabende, giver du i stedet din hjerne en lille straf, og det bliver sværere og sværere at lade ideer og indfald komme op til overfladen af din bevidsthed, hvor du kan bruge dem til noget.
Slip kontrollen og selvkritikken
En anden teknik er at fralægge dig ansvaret for det, din kreativitet giver dig. Prøv at forestille dig, at ideerne slet ikke er dine. De kommer bare til dig. Fra universet, magiens verden eller måske guddommelige kilder.
Gør det til en vane at gribe kreativiteten, når den viser sig. Hav en notesbog i tasken, brug din smartphones diktafon eller kamera til at fastholde det, der har fanget din opmærksomhed og din sjæl. Vær klar, hvis du vågner om natten. Vær klar i køen i dit supermarked. Vær klar, når du lufter hunden. Idéerne kommer susende, når det passer dem - ikke nødvendigvis, når det passer dig.
Teknikken virker, fordi du beslutter dig for at være åben overfor alle de ideer og indfald, der kommer til dig. Du griber dem alle i nuet. Du kan naturligvis redigere og sortere i ideerne efterfølgende, men pointen er, at når du fanger hver eneste, så har du dem til din rådighed, når du skal beslutte dig for, hvad du vil handle på, arbejde med og give energi.
Se muligheder i stedet for begrænsninger
Og nu er det jo ikke fordi, du absolut skal være glad for ALT, du møder, for at være kreativ. Slet ikke. For der kan komme meget godt ud af at blive irriteret på systemer, teknologi og verden som sådan. Du må bare ikke forfalde til at blive så sur, at du ikke ved, hvad der kan gøre dig glad igen.
Når der er noget, der irriterer dig, kan du med fordel dvæle ved det, der skal til, for at du bliver glad igen.
Personligt kan jeg mærke, at jeg er ved at blive gammel, træt og sur af idiotiske og uduelige quick-fixes og dommedagsprofetier. I min branche er det sådan noget som "Din virksomhed dør inden for de næste par år, hvis du ikke har en Facebook/Instagram/Snapchat/LinkedIn-profil" eller "Lær den ene hemmelige teknik, der øger din omsætning med 314 procent".
Arrgghhh!! Den slags gør mig gammel, sur og træt.
Så hvad gør jeg?
Jeg dyrker det nuancerede, det komplicerede, det dybdeborende og grundige. For det kan også noget.
Og ved du hvad? Det er jeg ikke alene om. Både min mail-liste og min Facebook-gruppe Skaberkraft viser mig heldigvis, at vi er mange, som gerne tager de mange, svære og langsommelige skridt, der til gengæld fører til noget mere vedvarende og værdifuldt.
På den måde har jeg brugt begrænsningerne ved quick-fixes til at finde løsninger, der gør mig glad. Jeg håber, du lige nu er blevet inspireret til at gøre det samme.
/ Lene